Thomassen skriver:
"Kvindernes Pynt er deres bedste Klæder, samt Silketørklæder; også andre nye Tørklæder, hvis væsentligste Farve er i det røde. Giftekvinder bruger også Sølvring og Guldring, hvis man er i Besiddelse af sådanne. I Lyngens og i Hasviks Herreder brugtes almindelig til Stads Sølvringer med en brædere Sølvplade på Fingerens Overside, på hvilken Plade der hang 3, 4 og 5 små Sølvdolper eller egentlig små runde Ringe af Sølv, kaldt lávggastagat, og selve Ringen kaldes lávggastat suorpmas, efter Dolpernes Antal golbmalávggastat o.s.v. suorpmas. Til vidre Pynt i Lyngen brugtes også den (...) nævnte silbarahka, Sølvkrave. Disse her nævnte Prydelser bruges også ved Bryllupper.
De brudekronene, jeg i Lyngen har havt Anlædning til at se, består først af en dertil passende Jernstreng, der når fra det ene til det andet Øre i bøiet Form over Issen. I begge Ender er der fæstet et Bånd såpasse lang, at man kan knytte Båndene sammen under Hagen. Jernstrengen er omviklet med Tøi, hvortil der fra Ende til anden fæstes kunstige Blomster af forskjelligt Kolør og tætsluttende til hverandre, således at disse står opret. Til det omviklede Tøi fæstes også Enderne af Bånd enten kjøbt i Butikken eller lånt af Naboer; det er sådanne Bånd, som Kvinderne i Lyngen benytter til Huestas. Båndenes andre Ender hænger frit nedover Ryggen; Båndenes Længde er ca 1/2 Meter. Nævnte Bånd fæstes også tætsluttende til hverandre og i sådan Mængde, at når Kronen sættes på Hovedet, skal hele den bagerste Del af Hovedet skjules af disse. Enkelte af Båndene er bredere, enkelte smalere og af forskjellige Farver ordnede om hinanden. Når Bruden pyntes, kjæmmes hendes Hår så, at det hænger løst nedover Ryggen, hvorefter Kronen fæstes på Hovedet."
Denne brudekrona minner om den som ble brukt i Karasjohka og Guovdageaidnu tidligere, kalt bruvda. Det finnes et eksemplar ved De Samiske Samlinger i Karasjohka.
Jeg ble overraska over at det er nevnt så mange sølvgjenstander i skiftene, både smykker og bruksgjenstander. Ringene som Thomassen nevner, ser ut til å ha vært vanlige, også bruk av søljer.
Om hårstellet skriver Thomassen:
"Nogen Smørrelse benyttes heller ikke til Hår. Huen tages ikke af Hovedet uden at der er noget at rette på enten i selve Huen eller Håret, eller også under Renselsen af Smuds og Utøi, der hos enkelte just ikke går for ofte på. I den senere Tid er det jo adskillig bedre i så Henseende.
Hverken Finkam eller Greiekam bruges. Bruges som oftest den såkaldte Messingkam, hvis ene Side er jo ordnet som til en Slags Greiekam. Barberkniv bruges, men dog sjelden. Skjægget klippes med Saks almindelig. Håret klippes af Mændene, dog ikke oftere end at det begynder at genere Øinene, og da Hovedsagelig kun midt over Panden. I den senere Tid har jo Ungdommen tildels begyndt at snauklippe sig."
Peder A. Mikalsen fra Manndalen skriver (sanns. 1896-98) at "Greikam har man nok nu alle stede, finkam findes nok ogsaa hos enkelte, især hos gutter (piger), der tror seg at være noget. Men barberkniv mangler vist de fleste, især de familier, der udelukkende er lappiske; nu har man dog i det sidste lagt mere vind paa at skaffe sig barberkniv, især ungdommen, der legger stor vind paa at ligne de norske saa meget som muligt."