19 Komager og skaller

Til Skallen, gállohidii, benyttes til Såle, vuođđun, Renes Pandeskind: gállu, deraf Navnet gállohat. Til Overdel benyttes Bællingskind d. v. s. Skindet af Fødder: gápmasat. Overdelens Frempart kaldes: alddas, og samme Bagpart: ruojas. Under Syningen formes først Fordybning i Sålen: joccaga goarrut. Derpå syes Overdelens Bagpart fast i Sålen, ruojastit; endelig syes Overdelens Frempart fast både i Bagparten og i Sålens fremste eller forreste Del, hvorunder Sålen, særlig dens forreste Spids bliver stærkt foldet i Overparten, for at danne Plads til Foden og Form i selve Skallen. Syningen af denne Part kaldes guohpat.

I Sømmene mellem Overdelens forreste og bagerste Parter fastsyes en Hæmpe, gavla, i hver Søm til at fæste Komagbåndet i. Bællingkomager, nuvttohat, udfærdiges på samme Måde og af samme tre Hoveddele, nemlig af Såle, Bagpartiet og Frempartiet, dog med den Forskjæl at til samtlige Dele bruges Bællingskindet, gápmasat ligesom også selve Sålen har to Dele med en Tversøm midt i Sålen således at begge Sålestykkers Hårlag vender mod hinanden; og det i den Hensigt at Foden under Gangen ikke er så udsat for at glide hverken for- eller bagover.

Hvad her er sagt om Udfærdigelsen af Skaller og dens... Dette gjælder også for Komagens vedkommende. Komagsåler tages almindelig af Kohud; tildels også af Kobbeskind. Til Overdelen benyttes Renskind. Overdelens begge Parter nævnes undertiden med Fællesnavn: ladjasat af hvilke Fremparter alddas også kaldes ovdabájas, og Bagparten ruojas: maŋŋebájas. Tilberedningen af Skind til Skaller er kun at Skindet skrabes godt med det såkaldte Skrabejern: jiehkuin, og overvaskes med kogt Barkevand, dog således at Hårsiden af Skindet ikke berøres på nogen Måde for ikke at tabe sin Skikkelse.

Skind til Komager tilberedes som sædvanlig ved at Hårene fjernes og selve Skindet barkes to a tre Gange, Kobbeskindet endog 4 Gange. Til Sytråd benyttes en af Rensener spundet Tråd, der har den Egenskab at tøies og trække sig sammen i Sømmen efterhvert efter som det syede Materiale krymper eller også utvider sig. Skaller og Bællingskomager syes oftest så at Sømmen vender indad, først når Syningen er færdig, vrænges Hårsiden ud. Også Komager syes på denne Måde, men i sjeldnere tilfælde og da kun for Børn og Kvinder.»

Også Anna Grostøl forteller om komager fra Kåfjord med sømmen inn, og Anders Larsen nevner at sjøsamekvinner i Kvænangen brukte komager med sømmen inn. På Nationalmuseet i København fins det to par komager med sømmen inn (K. 1410 og K. 1411).

Thomassen skriver videre at «Komagene lappes almindelig på den Måde at Hullerne i Bunden både under Hælen ligesom også under Tæerne klippes runde af ca 3 a 4 cm. i Diameter. Hullets Kanter tøies godt så der dannes som brækket Kant udover. Lappen af godt Læder afpasses efter Hullet. Syingen eller Lapningen påbegyndes således at áibmi – en i Spidsen trekantet Nål, golmma borát áibmi, stikkes først gjennom Lappens Kant og vidre gjennem Hullets Kant og endelig gjennem en ca 2 cm. bred Læderrem, dearis, der udvendig skal følge Hullets Kant rundt Hullet. Lapningen fortsættes vidre idet næste Sting stikkes først gjennem ovennevnte Læderrem o. s. v. Lappesømmen bliver således ikke overkastet Søm, men ligesom en Laskesøm, dog med enkelt Tråd, – ikke med to Tråde, som Skomagere bruger.

Er Lappen af tyndere Læder, lægges den enten dobbelt, eller også lægges et Stykke af ca. 2–3 cm Bredde Læderstykke tvert over Lappen, og Enderne af Stykket fastsyes under Lapningen. Læderstykket kaldes rovvi. Sømmen danner således en tyk fremstående Kant, så at når begge Huller på samme Komagen er samtidig lappet, og man træder med den i Sneen, så vises i Sporet ligesom to runde Nuller, som Lapperne selv i Spøg kalder Ole Olsena muorramearka.»

Komagene er vel, nest etter ullvottene, den delen av den samiske drakten som har vært lengst i bruk, helt til etter siste krig. Komager stelt på riktig måte, var vanntette, samtidig som sennagresset gjorde dem varme og behagelige på. Når bandene ble festa på skikkelig måte rundt skinnbellingene, kunne man vasse over elver uten å bli våt.

Også kvæner og nordmenn brukte mye godt komager, da de var fottøy som man hadde materialer til selv og som ikke var så vanskelige å sy. Men det var ikke alle som var like flinke, i hver bygd var det gjerne en spesiell komagsyerske. Komagene hadde tupp og ble også brukt som skisko. Ifølge nålevende informanter ble komagene brukt året rundt ved kysten, skaller ble lite brukt. Det kan skyldes både tilgang til materialer og det fuktige klimaet.