Thomassen skriver (1898): "I Lyngen forfærdiges Underbenklæder, Nattrøier, Vest, Kvindernes Nattrøier, Forklæder og Skjørter af hjemmevirket Tøi bestående af Bomuldsrenninger og uldent Inslag (Islæt). Mændenes Benklær og Kofter samt Kvindenes Kjoler, vuolpput, af hjemmevirket Vadmel, heluldent. (...) Skjorter både af Lærred og Uldtøi samt Underbukser brukes av hvid Kulør, også Kvindernes Linned af samme Kulør. "
Nattrøien for begge Kjøn var almindelig blå, sjeldnere rød. Islættet farvedes før vævningen begyndte, i den datids almindelige Indigofarve. Mændenes Vest- og Kvindernes Skjørtetøi var vævet med Islæt af blåt, gult og rødt Garn, tildels også af hvidt med nogle Skjyttelslag af hver Sort, dog så at en af Farverne skulde danne den bredeste Renne som Bundfarve for Tøistykket. Mændenes Kofter og Benklæder vare af gråt Vadmel, sjeldnere af hvitt.»
Et annet sted skriver Thomassen: «I Lyngen brugtes de sædvanlige Underklæder (...), nemlig en Skjorte med Nattrøie og Underbukse. Kvinderne et Linned og et Natskjørt uden Livstykke, kaldet vuolpolahkki. (...) Undertøiet benyttes forskjelligt; sjeldnere kun en Uge; sædvanligt 2, tildels også 3 Uger efter Omstændighedene. Strømper hører vist til de yderste Sjeldenheder.
Udstyret både i Lyngen og Porsanger er afhængig af økonomiske Forholde. Til uldne Underklæder i Lyngen benyttedes helst den bedste Høstuld til Islæt for at man kan få finere Garn og dermed fine Tøi.
Udsyning foregår almindelig med Hænder. De mere velholdende koster gjærnest på Maskinsyning fortiden. Sømmen bliver enten grovere eller finere efter Behændigheden og Ihærdigheden. Ofte er Sømmerne kun syet så, at Trådslyngen går over begge Tøikanter, overkastet Søm, badjelsávdnjái goarrut; tildels syes Sømmen som en Laskesøm, čada-čada goarrut. Tråden kommer da i Sømmen at se således . Persejern benyttes ikke. Uldklæder syes almindelig med dertil spundet totråds Uldgarn af samme Farve som Tøiet. Har også i enkelte Tilfælder seet en Bomuldslærreds Skjorte lappet med fint Uldgarn.
Formen angående Kvindernes Klæder i Lyngen er (...) efter norsk Snit, undtagen de (...) nævnte bittut, bundet af blåt Uldgarn. Om Mændenes Klædeform skal man derimod bemærke, at Skjorten var almindelig uden de såkaldte Armlinninger om Håndroden, derimod brugtes sådanne på Nattrøien, kun meget sjelden uden.
På Benklæderne dannedes Skrævpartiet af et firkantet Tøistykke, hvis Hjørner passeredes til de i Skrævet sammenstødende fire Søm. Var nævnte Stykke af passende Størrelse, kunde det ikke lægges stort Mærke til dette, i modsat Tilfælde blev der gjærnest en fremtrædende Pose. Benklædernes øverste Del rak ikke stort høiere end til ovenfor Hofteknuderne og blev sammenfoldet i den såkaldte to Finger bred Linning af dobbeltlagt Vadmel, buksalihtet, der netop fra Ende til anden nåede omkring Kroppen. Linningen passeredes så, at dens Ender kom sammen på fremsiden på en af Lårene, hvor der i selve Buksen var opskåret en Splitte af ca 15 cm i nedadgående retning. Linningens Ender hæftedes sammen med en Knap, sjeldnere med Hæktekroger.
Vesten er almindelig enkeltknappet, men i korteste pas, så at man almindelig ser Nattrøien mellem sammes nedirste Kant og Bukselinningen.»
Vi har ikke like detaljerte kilder fra de nærliggende områdene rundt Lyngen, men også Anders Larsen i Kvænangen nevner vesten som en viktig del av mennenes drakt. Bortsett fra vesten, underskjørtet og underskjorta så er disse klesplaggene veldig i samsvar med det som har vært brukt helt fram til de siste tiårene blant samer i indre Finnmark og i enkelte kyststrøk, som Porsanger.
Vadmelsbuksene høres ut etter Thomassens beskrivelse til å være sydd etter modell av buksene som Anders Larsen beskriver (se skisse). Det som skiller disse buksene fra tradisjonelle fiehtarbuvssat, er at flere sømmer møtes i skrittet. De er altså sydd på omtrent samme måte som moderne vestlige bukser, bortsett fra at de har en lapp i skrittet. Tradisjonelle fiehtarbuvssat er sydd slik at sømmen på buksebeina kommer på utsiden (se skisse). Bittut finner vi også i Guovdageaidnu, hvor det er løse bellinger sydd av leggeskinn av reinsdyr, festet med stropper til et hofteband eller til vadmelsbuksa. Vi kan gå ut i fra at bittut i Lyngen også var løse, som strømper uten fot, men de var strikket av blått garn.
Peder Arild Mikalsen fra Manndalen skriver (sanns. 1896–98): «Lapperne (sølapperne ogsaa) beholder underbukser og skjorter paa, naar de sover, kvinderne derimod et eneste skjørt og báidi. Kvinderne bruger ogsaa bukser, men disse er opskaaret mellem benene. Der er ikke knap i kvindfolkbukser, men de hæftes sammen ved hjælp af et baand, der kaldes fiehtarbáddi. (...) Skjorter af linned bruges af mange lapper; men man foretrækker helst uldskjorter; ligeledes bruges uldstrømper overalt saavidt jeg kjender (...) Underklæder bruges 2 eller 3 uger før det skiftes.»
I boka «Vår folkedrakt» og i May-Lisbet Myrhaugs oppgave forteller informanter om bukser som var åpne i skrittet også for kvinner. Disse buksene nådde ned på kneet og ble kalt for fálttetbuvssat.
Thomassen nevner skinnbukser til menn i innledninga, men han beskriver dem ikke nærmere noe sted. Vi kan anta at de ligner på de som har vært brukt i Guovdageaidnu og Karasjok, stihkagálssohat, som er bellingbukser for menn og er sydd av reinskinn. Lensmann Oxaas i Lyngen forteller i 1871 at man først og fremst brukte geitskinn til skinnklær, og at man i tillegg kjøpte reinskinn fra flyttsamene.